Kranio Sakral-terapi

Oplev en behandling, der sætter din krop i en tilstand af ro, og som giver mulighed for forandring.

Kranio sakral-terapi har til formål at løsne spændinger og skævheder, der belaster kroppen og centralnervesystemet. Det er en behandling, hvor jeg anvender meget blide tryk på knoglerne og leddene i kraniet, ansigtet, på rygsøjlen, korsbenet og i resten af kroppen. Du vil opleve det som en blid og nænsom behandlingsform, der samtidig er meget dybdegående, idet der frigøres spændinger, smerter, låsninger og ubalancer – både nye og ældre – og således hjælper og påvirker kroppen til at påbegynde sin egen opheling mod den oprindelige balance.

Det handler om årsager og sammenhænge

Med kranio sakral-terapi arbejdes der med knogler, membraner (som hjernehinder), hjernevæsker, muskler, bindevæv og organer. Behandlingen har således indflydelse på dit nerve-, hormon- og immunsystem – og effekt på hele kroppen. Vi kan altså løsne op for rigtig mange typer problemer – uanset om de stammer fra fødslen, trafikuheld, fald, slag, stød mod hovedet, ryg, korsben og haleben, uhensigtsmæssige arbejdsstillinger, stress, længerevarende medicinforbrug, misbrug osv.

Efter en behandling er det altid godt at tage den med ro og drikke masser af vand.

Nerver

Nerverne er kroppens kommunikationssystem, der sørger for beskeder fra kroppen til hjernen. Hjernen registrerer og bearbejder beskederne, hvorefter den vurderer, i hvor stort et omfang der skal sendes besked tilbage til kroppen – igen via nervetråde – om, hvilken og hvor omfattende en reaktion den oprindelige impuls skal afstedkomme.

Dette gælder alle impulser, der registreres i kroppen. Herunder smerte, varme/kulde, alle leddenes stilling, de enkelte musklers spændingstilstand, velbehag, sult, tissetrang, osv. Og hvordan du skal reagere: trække dig væk, nærme dig, spise, ændre stilling, osv.

En impuls kan dels starte ude i kroppen og dels som en ”fejlimpuls” langs selve nerven (for eksempel som fantomsmerte eller den sovende lillefinger ved et albuestød). En ubalance, hvor som helst i kroppen, kan således medføre smerter, uhensigtsmæssige skævheder eller kompensationer.

Det er blandt andet disse skævheder og ubalancer, der kan rettes op på med kranio skaral-terapi, da vi arbejder med både centralnervesystemet og resten af kroppen. Vi påvirke kroppen dér, hvor problemet er opstået, samtidig med at forholdene for centralnervesystemet normaliseres langs hele rygsøjlen og kraniet. Det starter en proces, hvor hele dit system påbegynder sin egen heling.

Hjerne- og rygmarvshinder

Hjernen og rygmarven er omgivet af en lang, stærk sammenhængende bindevævsmembran, der betegnes som rygmarvs- og hjernehinder, og som er fastgjort på indersiden af rygmarvskanalen og kraniet. Er der en stramning eller låsning et sted i dette system, vil resten af kroppen også påvirkes. Det kan bedst beskrives som at strække i den ene ende af en elastik og derved få en øget spænding i den anden ende.

Samme hinde adskiller højre og venstre hjernehalvdel som et lodret sejl. Den starter bag næseroden og fortsætter hele vejen gennem storhjernen til baghovedet, hvor den deler sig i tre. Her adskiller den storhjernen og lillehjernen med to hinder, der ligger skråt i retning mod hver skulder. Den tredje hinde deler lillehjernen i en højre og venstre del.

Disse membraners spændingstilstand er afgørende for den rytme, hvormed hjernevæsken pumpes rundt til hjerne og rygmarv og for alle de omgivende knoglers bevægelighed. Tilstanden har således afgørende betydning for, hvordan dit almen velbefindende er både generelt og lokalt.

Hjernevæsken produceres i nogle hulrum i hjernen, kaldet ventrikler, og pumpes rundt i varierende rytmer afhængigt af vores aktivitetsniveau. Det er blandt andet denne rytme, og spændingstilstanden i membranerne, der påvirkes og normaliseres ved hjælp af Kranio Sakral-terapi.